om munkekælderen

Det lange hus ud mod Nørregade, fra Frue Plads til Krystalgade kaldes i det daglige Kommunitetsbygningen, fordi det, uagtet at det er her, universitetets øverste ledelse holder til, ikke tilhører universitetet, men den selvstændige stiftelse Kommunitetet, hvis formål siden oprettelsen i 1569 har været studenterstøtte.

Så det er et af de mange paradokser omkring universitetet, at rektor ikke er herre i sit eget hus, men bor til leje!

Skiftende anvendelser, kombineret med ildebrande og bombardementer har medført, at Kommunitetsbygningens bygningshistorie er overordentlig kompliceret, så her kommer kun et ultrakort rids: 

Da Københavns Universitet i 1537 overtog universitetsfirkanten fra Sjællands biskop - han fik så til gengæld den hidtidige universitetsbygning lige ovre på den anden side af Nørregade - lå der ud mod Nørregade flere selvstændige bygninger, der først blev sammenbygget i begyndelsen af 1600-tallet. 

Det sydligste, og vigtigste var det, der på reformationstiden kaldtes Collegium og som gennem hele 1500-tallet var universitetets egentlige kerne- eller hovedbygning. Det er kælderen fra dette hus, der i dag kaldes Munkekælderen. 

Navnet er malende men ret beset misvisende, der har aldrig resideret munke her. Men som facaden ud mod Lindegården den dag i dag bærer præg af, stammer huset fra middelalderen. Det omtales første gang 1464 men kan meget vel være ældre: 

1417 måtte Sjællands biskop, der residerede i Roskilde, afstå byen København til kongen, og fik derfor brug for en passende Københavnerresidens. Den blev placeret i det, der nu er Universitetsfirkanten, og byggearbejderne er rimeligvis gået hurtigt i gang. Der blev opført en række bygninger, bl. a. det lille stadig bevarede Konsistoriehus inde i Lindegården, og altså huset her, der meget vel kan have været selve bispeboligen, og som efter 1537 blev universitets nye hovedbygning. 

Nybyggeri, der skulle imødekomme det voksende universitets behov medførte, at huset her efter 1600 kunne overdrages til andre formål: 

Frederik 2 havde i 1569 stiftet Kommunitetet, en forløber for vore dages SU. Kommunitetets opgave var dagligt at tilberede og servere 2 måltider mad til 100 studenter. I en tid uden supermarkeder, køleskabe, elkomfurer og dybfrost var dette en kompliceret og pladskrævende opgave. 

Kommunitetet fik sine indtægter fra et stort antal bøndergårde ud over Sjælland, fra bøndernes tiende og andre kilder. Fælles for disse var, at indtægterne kom i naturalier, dvs. i korn, kvæg, svin, fjerkræ og meget andet. Alt dette skulle indsamles, føres til København og opbevares indtil det enten kunne blive anvendt i den daglige bespisning, eller kunne sælges. 

Allerede inden 1600 var der ud mod Nørregade og Krystalgade, eller Skidenstræde, som den hed den gang, bygget et hus til tilberedning og servering af studenternes mad, men pladsforholdene var trange. 

Derfor bestemte Christian 4 i begyndelsen af 1620´erne efter et grundigt udvalgsarbejde, at Kommunitetet skulle overtage Collegie-bygningen, som herefter blev sammenbygget med ovennævnte Kommunitetshus, hvorved den lange ubrudte facade ud mod Nørregade var etableret, og hele det nye kompleks blev indrettet til Kommunitetets forskellige formål. 

Det er ved den lejlighed, at Munkekælderen har fået det udseende, den nu har. Kælderens opgave har været at være forrådskælder, til opbevaring af de store mængder korn og andre naturalier, Kommunitetet modtog i langgilde fra sine fæstebønder. Dette forklarer krogene i loftet, som så har været anvendt til at hænge oksekroppe, skinker, pølser og meget andet godt op i. Tilsvarende har man kunne stikke en stang gennem ringene i loftet været anvendt til yderligere ophæng af fødevarer.

Kommunitetet synes som så meget andet i de svære år efter svenskekrigene at være gået i forfald, og blev derfor reorganiseret i 1674. Ved den lejlighed blev det bestemt, at der hver dag til middag og aftensmad skulle serveres 3 retter mad, hvilket for middagens vedkommende var en reduktion på én ret i forhold til tidligere. Det kan lyde af meget, men betragtedes som tarveligt en tid, hvor et måltid til standspersoner bestod af langt flere retter. F. eks. fastsatte Christian 4 lige efter 1600, at en doktormiddag højst måtte bestå af 7 retter, og en magistermiddag af 6! 

Vi har bevaret en ugentlig kostplan fra reorganiseringen: 

• Søndag: Middag: Kål, Flæsk, Oksesteg. Aften: Vælling, Goffenbrad (der er en oksesteg stegt i lergryde) og Tørfisk. 

• Mandag: Middag: Ærter, Lammekød, Sild. Aften: Okse- eller Lammekallun (mave), Grød, Tørfisk. 

• Tirsdag: Middag: Goffenbrad, Lammekød, Kål. Aften: Oksekød, Grød, Småmad (formentlig ost, pølse o.l.). 

• Onsdag: Middag: Sild, Vælling, Lammekød. Aften: Fisk, Grød og Småmad. 

• Torsdag: Middag: Goffenbrad, Kål, Flæsk. Aften: Lammekød, Grød, Fisk. 

• Fredag: Middag: Hvidkål, Lammekød, Sild. Aften: Lammekød, Grød, Fisk eller Småmad. 

• Lørdag: Middag: Sild, Vælling, Lammekød. Aften: Oksekallun eller Fisk, Grød, Tørfisk. 

Det er en kostplan, der adskiller sig radikalt fra det, vore dages kosteksperter anbefaler. Frugt er der slet intet af, og forskellige slags kål og tørrede ærter er alene om at repræsentere grøntsagerne. Der har ikke været mange C-vitaminer i den kost, og faktisk var skørbug en folkesygdom, der først forsvandt, da kartoflerne slog igennem op imod 1800. 

Variationen består mest i de forskellige slags kød, men her skal man huske, at det har været ramsaltede og tørrede eller røgede okse- og svinekroppe, der er tale om, måske med lammekødet som en velkommen oase med fersk kød.

Kommunitetsbespisningens historie beretter da også om utallige klager over madens kvalitet, mange givet velbegrundede. Men måske har det hjulpet, at der til at skylle maden ned med blev serveret 2 potter , dvs. knap 2 liter øl pr. mand. 

Lige som der var styr på bespisningens materielle indhold var der styr på de formelle og spirituelle rammer. Spisningen foregik ved et antal borde (1573-1620: 9, 1620-30: 12, 1660-: 10), men under alt andet end frie former. 

I 1573 blev der fastsat et helt reglement herom, de såkaldte klosterlove, hvor man blandt mange andre bestemmelser kan finde, at der under måltidet kun måtte tales latin, og at der skulle foretages recitations- og disputereøvelser ved bordene. Disse blev ved hvert bord ledet af en dekan, der tillige førte protokol over forhandlingerne. 

Nu har det næppe været dybe videnskabelige betragtninger, der er blevet udvekslet henover klipfisken, kallunet og de gule ærter, men videnskabshistorisk er de et umådelig interessant vidnesbyrd om hvad der rørte sig i de forskellige år. Protokollerne er bevaret i universitetets arkiv, og er til fri afbenyttelse for enhver, der kunne tænke sig at gå i kast med dansk videnskabshistorie fra en ny og hidtil uprøvet synsvinkel. 

Landboreformerne betød, at Kommunitetets bønder gik over til at betale deres landgilde i penge, hvilket førte til at bespisningen blev erstattet at et pengebeløb. Herefter havde kælderen mange skiftende anvendelser. 

I årene omkring 1970 var den ramme om de meget populære Munkekælderfester hver weekend, hvor de studerende for en billig pris kunne more sig med god jazzmusik, billige øller osv. Det var før den almindelige velstandsstigning og et forbedret SU havde gjort det muligt for en almindelig studerende at benytte de mulighed som København bød på linie med mere velbeslåede unge. 

Da det skete i løbet af 1970´erne ophørte Munkekælderfesterne. 

I 1996 blev kælderen istandsat i forbindelse med Kulturby 1996, og den benyttes nu dels af universitetet til receptioner, frokoster o.l., dels kan den på rimelige vilkår lånes af alle ansatte til private formål.

Fra http://www.ku.dk/universitetshistorie/bygninger/byg_kommunitetshuset.htm